1) Kun filtre (Ingen plastik): Når lyset passerer det første filter, bliver det polariseret i én retning. Det andet filter (analysatoren) blokerer lyset afhængigt af vinklen. Dette beskrives af Malus' lov: $I = I_0 \cos^2(\theta)$. Ved præcis 90 grader blokeres alt lys (krydspolarisering), og feltet bliver helt sort.
2) Filtre med et stykke plast (Indre spændinger): Almindelig gennemsigtig plast (som en plastkasse eller en lineal) har ofte uensartede indre spændinger fra støbningen. Dette gør materialet lokalt dobbeltbrydende (fotoelasticitet). Fordi tykkelsen og spændingen varierer, skaber det et komplekst, regnbuefarvet interferensmønster, der ændrer sig uregelmæssigt, når du roterer filtret.
3) Filtre med plastfolie (Uniform orientering): Plastfolie strækkes under produktionen, hvilket tvinger alle de lange polymermolekyler til at pege i samme retning. Dette gør hele fladen uniformt dobbeltbrydende – den fungerer som en optisk bølgeplade. Den forsinker en bestemt bølgelængde uniformt over hele fladen. Når du drejer filtret, skifter interferensen mellem to faste farver, ofte komplementærfarver (f.eks. blå og rødlig/orange).