Hvad bliver der tilbage? Ifølge moderne fysik måske noget vi knap nok kan navngive — og måske er det netop dér, virkeligheden begynder.
I almen relativitetsteori er rum og tid sammenflettet i ét væv — rumtiden. Du kan ikke fjerne det ene uden det andet. Og selv hvis du kunne, ville kvantefeltteorien protestere: det "tomme" rum bobler af virtuelle partikler, der konstant fødes og forsvinder.
Filosoffer kritiserede Lawrence Krauss' bog A Universe from Nothing netop fordi hans "intet" stadig var et kvantevakuum — et væv af felter, love og matematik. Et ægte intet ville være noget fysikere ikke kan beskrive, for al beskrivelse forudsætter noget.
Hvad sker der, når vi én efter én tager rum, masse og tid væk fra universet? Klik på hver søjle.
Flere moderne kandidater til en teori om kvantegravitation antyder, at rumtiden opstår — den er ikke en scene, men en konsekvens. Rummet selv består af noget mere grundlæggende, og hvad det er, afhænger af hvem du spørger.
Rummet er ikke kontinuert. Det består af små "kvanter" af volumen og areal, vævet sammen i spin-netværk. Geometri opstår, når disse relationer er mange nok.
Juan Maldacenas idé: et 3D-univers med tyngdekraft kan være matematisk ækvivalent med en 2D-overflade uden tyngdekraft. Rummet selv kan være en hologram-projektion fra information på en grænse.
Carlo Rovelli og Julian Barbour argumenterer for, at tid ikke eksisterer fundamentalt. Der findes kun forandring og relationer mellem ting. Det vi kalder "tid", er hukommelse om forskelle.
Ligningen, der forsøger at forene kvantemekanik og tyngdekraft, indeholder ingen tidsvariabel. Universets bølgefunktion er statisk — al "forandring" er korrelationer indeni.
Mens nogle fysikere prøver at få rumtiden helt til at forsvinde, har Lisa Randall — teoretisk fysiker ved Harvard — taget en anden vej: hvad nu hvis der findes flere dimensioner end vi ser, og rumtiden er drastisk krummet på en måde, der skjuler dem?
Sammen med Raman Sundrum foreslog Randall, at vores univers er en 4-dimensional "brane" indlejret i et 5-dimensionalt rum. Den ekstra dimension er warped — krummet på en sådan måde, at den kan være uendelig stor uden at vi opdager den.
Hvorfor er tyngdekraften så svimlende svag sammenlignet med de andre kræfter? Randalls model giver et svar: tyngdekraften "bor" på en anden brane og er stærk dér. Det der når os, er kun en udtyndet rest, der har rejst gennem den krummede ekstra dimension.
Randalls arbejde flytter spørgsmålet: måske er det ikke at fjerne rumtid, der afslører universets bund — måske er det at opdage, at rumtid har flere dimensioner, vi simpelthen ikke kan se. Det vi kalder "tomt rum" kan være tæt befolket — bare ikke her.
"Vi fandt, at rumtid med ekstra dimensioner kunne være så krummet, at selv en uendelig ekstra dimension kunne eksistere uden at vi opdager den." — Lisa Randall
Jo dybere vi graver, jo mere ligner det dybeste niveau ikke ting i et rum, men relationer mellem noget vi knap nok kan navngive. Bits. Korrelationer. Et matematisk mønster der ikke "er" nogen steder, fordi "steder" først opstår ovenpå det.
Et univers uden rum, masse eller tid er måske ikke et fravær. Det er fundamentet.