Sol- og måneformørkelser i 3D

01 · Formørkelses-globussen

Globussens teksturer (NASA "blue marble") og banerne er beregnet lokalt med Meeus’ sol- og måneteori og skyggegeometri – se metoden nedenfor. For måneformørkelser vises Månens zenitspor; selve formørkelsen ses fra hele Jordens natside (den mørke halvkugle).

02 · Sådan er sporene beregnet

For hvert tidspunkt beregnes Solens og Månens positioner (Meeus’ serier), og for en solformørkelse skæres skyggeaksen med jordellipsoiden – den nære rod giver centrum af totaliteten (eller ringfasen). Midterlinjen fremkommer ved at gå tiden frem, og grænserne ved at forskyde den med umbraens radius. Maksimum defineres som det punkt, hvor aksen passerer tættest på Jordens centrum. \(\Delta T\) er sat til +72 s.

Beregningen rammer almanakkens tal: 12. august 2026 giver 2 m 17 s ved Island (almanak 2 m 18 s), 2. august 2027 6 m 24 s ved Luxor, og den lange ringformede 26. januar 2028 10 m 19 s. Den fulde udledning står i rapporten Orbital Mechanics and the Geometry of Solar-Eclipse Paths.

Grænser og lokale varigheder er en god tilnærmelse, ikke til kilometeren (afkortet måneteori, forenklet varighedsmodel, \(\Delta T\)-antagelse). Månens randprofil er ikke medtaget. Se Keplers ligning for maskineriet bag baneberegningen.